De ultimative loppefund til ingen penge!
Det der med at købe brugt tøj, kan udvikle sig til en sport. Der er masser af brugt tøj. Alt for meget! Du kan sagtens komme til at betale kassen for brugt tøj – du kan også lade være! Vintage-tøjet går til (forholdsvis) høje priser – det samme gør mærkevarerne. Det er nu ikke noget af det, der interesserer mig – det er alt det, der koster stort set intet, men alligevel har et stort potentiale.
Tro mig: det findes. I store mængder! Til ingen verdens penge. Vov pelsen, brug fantasien – der er ingen grund til at skulle gå dårligt klædt af den simple grund at man ikke har penge. Man skal bare lige lære markedet at kende. Og et par tricks.
Loppefund for Refasionistas – og andre interesserede!
Det er der overalt. Du skal bare finde frem til det. Og – rigtigt gættet – det er ikke i fine butikker. Du skal grave der, hvor kun få af gider grave. Så er der til gengæld uanede muligheder! Sommetider kan man købe de mest fantastiske ting til lidt og intet. En rigtig god ting, hvis man vil holde sit månedlige tøjbudget så tæt som muligt på NUL – uden af den grund at mangle noget som helst.
Faktisk er de bedste handler der, hvor den, der sælger, ikke kan se potentialet. Det skal du derimod kunne. Man skal lære sig selv, at man ikke skal se på, hvad tøjet er – men i stedet hvad det kunne blive til.
Bliv lagerførende
Jeg går selv ofte efter det superbillige når jeg syr om. Sommetider ganske få kroner, hvis jeg regner efter. Jeg betragter det som det råmateriale jeg skal arbejde med, som kan sys/klippes om sættes sammen på kryds og tværs. Laves om – meget eller lidt. Jeg har et stort lager, men ikke et dyrt lager.
Jeg har 3 måder at få det superbillige på:
- Loppemarkeder. Rigtige loppemarkeder, spejderloppemarkeder mv. – ikke steder, hvor private sælger deres ting. Arrangeret af spejdere, foreninger eller lignende. Her skal man troppe op en time før luk, så er de igang med at få så meget som muligt skudt af – prisen er i bund. Jeg har flere gange fået tilbudet med at fylde en sæk for en halvtredser….
- Byttemarkeder. Her samler jeg det, som alligevel ikke kunne redesignes – eller af anden grund er røget ud på et sidespor. Og det er ikke så lidt endda. Jeg tager det med på byttemarked – og får noget nyt og inspirerende med hjem.
- Når genbrugsbutikkerne sælger ud! Mange genbrugsbutikker er ved at gå til i tøj. Min lokale (og mange andre, naturligvis) – har med jævne mellemrum tilbud i stil med “Fyld en pose for en tyver”.
Jeg køber naturligvis også almindeligt genbrugstøj til almindelige priser, men det er godt at have det suppleret, så der er et ordentligt lager, at tage af.
Hvor jeg gør det? Fordi jeg kan. Markedet for genbrugstøj – i hvert fald det helt almindelige af slagsen – er overophedet. Sådan virker det i hvert fald. Hvis det ikke er mærker eller vintage, fås det billigt. For billigt, kunne man måske sige? Nu er det ikke fordi, jeg elsker “ganske almindeligt” – men det er altså heller ikke ganske almindeligt når jeg er færdigt med det!!