Der er nok at tage af…

Der er nok at tage af…

Spread the love

Jeg har altid købt det meste af mit tøj brugt. Når jeg siger “altid”, taler jeg om den tid, jeg har haft råderet over mit eget tøjbudget. For mit vedkommende i omegnen af 45 år. Dels på grund af økonomi, men altså også fordi jeg synes, det er sjovt.

Især det sidste årti, er der dog sket ting og sager. Der er blevet overflod af tøj. Man kan næsten få det smidt i nakken. I min lokale genbrugsbutik bugner “tøjafdelingen” og så man ikke kan finde frem til noget som helst. Jævnligt kan man fylde en pose for en tyver. Frit valg på alle hylder! Der skal jo bund i det engang imellem for at det ikke går helt galt. Jeg har stadig mistanke om, at der ryger en del ud. Der er bare alt, alt for meget af det….

Byttemarkederne, som dog er sat på pause under corona, er fyldt med alt muligt brugbart og spændende. Og ofte ikke ret brugt.

Er vi ved at blive kvalt i tøj?

Det hele er gået over gevind. Det er nemlig ikke gammelt, udtjent tøj. Som sådan fejler det ikke andet, end at ejermanden ikke gad bruge det mere. Af alle mulige – og umulige – grunde. Man kan nærmest få det smidt i nakken. Der kan siges en helt masse om overforbrug, overproduktion, fejlkøb – og alt for mange kollektioner og mellemkollektioner. Tøj antikverer alt for hurtigt. Tøjbranchen har brug for selvransagelse. Som forbruger kan man råbe op, men så længe tøjet bliver købt – i butikker såvel som på nettet – hjælper det ikke meget.

Mine egne tiltag:

  • Jeg køber brugt. Laver det om til noget andet, hvis det ikke kan bruges som det er.
  • Jeg laver det om, jeg allerede har. Også gerne flere gange.
  • Jeg bytter på byttemarked
  • Jeg køber sommetider de ultimative rodekasseting, metervarer til spotpris. Priserne er der, hvor jeg er sikker på, at det tjenes der ikke noget på (så kan de lære det 🙂 )
  • Der kan være enkelt ting, som jeg virkelig har brug for – så køber naturligvis strømper til arbejde osv.

Tøj, der bare er tøj…

Noget genbrugstøj er der altid efterspørgsel på. Mærkevaretøj, vintagetøj osv. Det er der ikke problemer med at sælge, og helt billigt er det ofte ikke. Men det er ikke det, der har min interesse. Heldigt for mig og min økonomi. Jeg finder i stedet alt det tøj, der bare er tøj. Som man kan sy om, ændre facon på, farve – eller klæde ud til narrestreger…