Når tøjet finder mig…
Dette er nok mest af alt en forklaring på, hvad man (eller i hvert fald jeg) gør i jagten på genbrugstøj. For jeg er ofte blevet spurgt, hvordan jeg finder nogetsomhelst. Jeg har ikke altid kunnet forklare det helt, faktum er dog at jeg kan for finde mit tøj brugt og jeg kan holde et tøjbudget på omkring 200 kr. om måneden. Nu er det sådan at jeg har brugt denne måde i flere årtier, så den er helt indgroet. Til gengæld har jeg svært ved at finde noget i almindelige tøjbutikker. Det siger mig ikke noget med lange rækker af tøj, der – i mine øjne – ligner hinanden. Skulle jeg endelig finde noget, plejer prisen at sætte en stopper for begejstringen…
Jeg kan på sin vis godt forstå når andre ikke kan finde ud af at gå over til genbrug. For det er noget andet.
- Jeg gør mig ingen konkrete forestillinger om, hvad jeg skal finde. For jeg kan få det, jeg kan få. Punktum.
- Mit mindset er at ‘jeg mangler ikke noget”. Hvilket iøvrigt er sandt. Der kan være ting, jeg godt kunne tænke mig eller ting, der trænger til at blive udskiftet. Men mangler? Nej!
- Hvis jeg finder noget, er det fint, men det er det også hvis jeg ikke finder noget.
- Jeg kan godt lide at finde “nålen i høstakken”.
- Penge er ikke et emne. Jeg ved at jeg ikke finder noget, jeg ikke har råd til (de steder, jeg kommer, i hvert fald)
- Jeg ser ikke kun på hvad tingene er, men også hvad de kan blive til. Syet om, tweeked, styled.
- Jeg glemmer alt om “søg og du skal finde”. For jo mere, man leder, jo mindre finder man. De bedste fund kan lige så godt komme fra et spejderloppemarked eller et byttemarked, som de kan komme fra en eksklusiv vintagebutik…. .
Finder jeg tøjet, eller finder det mig?
Når man tilpas mange gange er faldet over noget, man slet ikke havde regnet med, kan man godt for fornemmelsen. Tøjet finder i virkeligheden mig. Måske kommer det sig af, at jeg kigger uden nogey billede i hovedet af, hvad jeg leder efter. Og så er verden jo fuld af overraskelser. Sådan ville det aldrig gå hvis jeg gik i almindelige tøjbutikker..